De Første og De Næste

Minifestival med forfattersamtaler, antikvarisk bogmarked, mad og musik

Et kvart århundrede med litterær fordybelse

Siden årtusindskiftet har Hald Hovedgård fungeret som et fristed for fordybelse og kreativt arbejde. Hvert år er der næsten 300 forfattere, der er på skriveophold ved Hald Sø. Det bliver til mange igennem tiden. I 2026 kaster vi et blik på, hvem der var her for 25 år siden og hvem der kommer til at indtage skrivepladserne i fremtiden.

Dialog på tværs af generationer

Under overskriften “De Første og De Næste” inviterer vi til en række usædvanlige forfattersamtaler. Her mødes erfarne forfattere, der var blandt de første gæster i huset, med nye stemmer fra Forfatterskolens afgangshold 2026.

Uden en moderator til at styre slagets gang, lader vi samtalen flyde frit mellem de to generationer. Vi undersøger, hvordan arbejdsvilkår, æstetik og selve skriveprocessen har flyttet sig i løbet af 25 år – fra en tid før den konstante digitale tilgængelighed til i dag, hvor isolation er et aktivt og nødvendigt tilvalg.

Deltagende forfattere: Lene Kaaberbøl, Dorte Karrebæk, Christina Englund, Amy Assakaf, Celine Szabo, Pelle Klitgaard Nielsen.

Program for dagen fra 10 til 16:

Antikvarisk bogmarked: Gå på opdagelse i bøgernes verden i Foredragssalen og Havestuen, hvor en håndfuld gode antikvariater og lokale forfattere sælger bøger.

Forfattersamtaler: Tre samtaler i Riddersalen mellem De Første og De Næste kombineret med oplæsninger.

Koncerter i Hald-laden: Koncert med Yoah Johanne og QS kl. 12:30 og 15:30.

Praktisk information:

Dato: Lørdag d. 30. maj 2026

Tid: Bogmarkedet er åbent kl. 10.00–16.00. Samtaler og talks fra 11.00–15.00.

Sted: Hald Hovedgård, Viborg.

Entré: Gratis adgang.