Eksklusivt forkælelsesrefugium

Efter at Hald Hovedgaards vinterrefugium i Hovedbygningen i ugerne 1-7 pga. coronanedlukningen blev aflyst, har vi inddraget uge 12 (22.-29. marts 2021) i det ellers fuldt bookede forårsrefugium (uge 13-17).

Når vi nu skulle til at gøre noget ekstraordinært, kan vi lige så godt gøre det ordentligt og prøve en gammel idé af; nemlig at føje fuld forplejning (mod betaling) og nogle fælles aktiviteter til det sædvanlige legatophold.

Forhåndsinteressen for en sådan uge har været så stor, at vi hermed slår en sådan refugieuge op.

Det bliver efter denne model:

En kombination af det sædvanlige refugieophold, forplejning fra Halds kursuskøkken og evt. lidt fælles oplevelser og adspredelser i løbet af ugen (fx film på storskærm i Foredragssalen, fællesyoga i Riddersalen, guidede ture i Hald-området eller hvad vi – og deltagerne – nu synes).

Forplejning vil være denne:
– Tag-selv-morgenmad
– Tag-selv-frokost
– Adgang til kaffe/te og eftermiddagskage
– Fælles middag (lavet af Halds kogekone Gitte).

Fast pris for forplejning (eksklusiv drikkevarer) i hele ugen 2.400 kr. pr. person

Vi har føjet et par værelser til kapaciteten og har plads til maksimalt 10 personer. Der er endnu ledige pladser.

Forkælelsesrefugiet tilbydes i første omgang kun til forfattere, oversættere og illustratorer, som tidligere har været på refugieophold på Hald Hovedgaard. I forbindelse med tilmeldingen til forkælelesesrefugiet skal der søges om legatophold på sædvanlig vis jf. siden her.

Tilmeldingen er bindende i den forstand, at der straks efter den endelige tilmelding skal betales et depositum på kr. 1.000,-.