Amy Assakaf er performancekunstner, digter og studerende ved Forfatterskolen. Hun er optaget af at udvide og bearbejde de afstande, hvori voldserfaringer kan eksistere. Gennem sit forfatterskab fletter hun mytologiske verdener sammen, med poetisk afsæt i behandlinger af sorg, tab og kroppens møder med både jorden og vandet.

Celine Szabó er studerende ved Forfatterskolen, debuterede i 2024 med digtsamlingen Fremkaldelser og er del af skrivekollektivet Nellakredsen. Hun arbejder poetisk i spændet mellem historie, hukommelse og spekulation, med en særlig interesse for kropslig porøsitet, dybhavsmytologi og forholdet mellem vold og begær.

Christina Englund debuterede på Gyldendal i 1992 med kortprosasamlingen, Uden egentlig at sove, og har siden udgivet syv romaner. Englund har modtaget en række priser og legater for sit forfatterskab, blandt andet det 3-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Hun har desuden været vært på P8-programmet, Jazz & Bøger, og arbejdet som konsulent, oversætter og moderator.

Dorte Karrebæk har skrevet og illustreret mere end 300 titler. I årenes løb har hun modtaget flere priser, blandt andre Illustratorprisen, Børnebogsprisen, Skolebibliotekarprisen, Statens Kunstfonds livslange legat, Akademiets Silaspris og Holbergmedaljen, og været indstillet til blandt andet Weekendavisen og Politikens Litteraturpriser, Nordisk Råds Børnebogspris og Astrid Lindgren-prisen hvert år fra 2004 til 2024.

Lene Kaaberbøl debuterede som 15-årig med børnebogsserien om Tina og hestene. Hun er uddannet cand.mag. i engelsk og dramaturgi fra Aarhus Universitet og har arbejdet som både gymnasielærer og tekstforfatter. Hendes mest udbredte værk er fantasy-serien Skammerens datter, som er oversat til over 30 sprog og filmatiseret i 2015. Hun har også skrevet kriminalromaner, herunder serien om Nina Borg sammen med Agnete Friis samt de historiske krimier om Madeleine Karno.
