|
Sidste nyt fra selskaberne
Se tidligere nyheder her RAPPORT FRA konferencen Panorama and Perspectives: The European Literary Canons 4. -6. marts 2010 i Buda-Pest Forhistorien Denne konference fandt sted i Berlin 19. - 21. februar 2009, og efter en præsentation af forhold og aktiviteter i de forskellige lande der var repræsenteret, var der bred enighed om at kontakten var betydningsfuld, nyttig og inspirerende, også på trods af de kulturelle skillelinjer mellem de lande der havde frivillige organisationer, og dem der alene havde offentlige institutioner. Som repræsentant for det litterære nationalmuseum i Ungarn indbød direktør Csilla Csorba til en ny konference i Buda-Pest i vinteren 2010, og i den afsluttende drøftelse af hvad der kunne være emnet, fremførtes fra dansk side at fælles for alle nationalsproglige litteraturer i Europa var forholdet til den samme kreds af klassikere fra antikken så vel som fra det seneste årtusind. Det blev opfattet som en skitse for en europæisk kanon, og da kanondiskussionen synes aktuel overalt, valgtes det som tema for konferencen 2010. Denne holdning afspejler de fremmødendes primære interesse: den nationale litteratur, enten den udtrykkes i offentlige institutioners regulerede virksomhed eller i læseres og forskeres engagement i et bestemt forfatterskab. Åbningsforelæsningen holdt dr. Matthias Beilein, fra Georg-August-Universitetet i Göttingen, en forskningsinstitution som netop har viet kanondiskursen stor opmærksomhed. På denne baggrund mente han at kunne definere kanon som en holdbar men vekslende corpus af tekster der betragtes som eksemplariske og derfor bevaringsværdige af en gruppe eller et helt samfund på et bestemt tidspunkt. Dr. Beilein fremhævede Goethes optagethed af Weltliteratur som den grundlæggende idé for en kanon, nemlig at der er værker hvis betydning overskrider nationale, sproglige og kulturbestemte grænser, for Goethe især den oldgræske hvis hegemoni for ham var indiskutabel, men tillige påpegede Goethe den udveksling af ideer der foregår mellem digtere og digterværker. Sluttelig opremsede dr. Beilein som et udkast til en europæisk kanon af sådan grænseoverskridende karakter med navnene Shakespeare, Beckett og Joyce, Flaubert, Baudelaire og Proust, Dante og Boccaccio, Cervantes og Pessoa, Strindberg and Ibsen, Dostojevski og Tolstoi, Goethe og Kafka. Forskningen i litterære kanoner blev omtalt af Linda J. Curry fra den britiske paraplyorganisation og professor Katri Sarmavuori fra Åbo Universitet/Turun yliopisto. Dr. Sarmavuori foreviste læseplanernes nationale og europæiske kanoniske tekster i skolesystemet i Finland. Under overskriften Oversættelsernes rolle i de europæiske kanoniseringsprocesser talte først dr. Marc Quaghebeur fra det francofone Belgiens litterære centralinstitution om noget andet, nemlig En permanent forskydning i myterne, nemlig om Charles De Costers La Légende d'Ulenspiegel, om Hervés Tin-Tin og Henry Bauchaus Oedipe sur la route, en spændende præsentation om det forhold at store nationer skaber historie, små nationer myter, eksemplificeret ved at man i Frankrig ikke opfatter fransksproget litteratur fra Belgien, Svejts eller Afrika som en del af den franske litteratur. Derefter fremlagde jeg en oversigt over de nyoversættelser af store klassiske værker vi har oplevet over den sidste menneskealder med Homer, Vergil og Ovid, Dante og Petrarca, Shakespeare, Goethe, Cervantes og Dostojevski. Desuden fremhævede jeg betydningen af de moderne versioneringer af Eddaen hos bl.a. Vagn Lundby og henledte opmærksomheden på at de nordiske lande til forskel fra det øvrige Europa ikke alene har kunnet forholde sig til de bibelske og homeriske myter, men tillige til Edda, saga og Kalevala. Det tredje emne var relationen mellem kulturel identitet og litterære kanoner. Det blev indledt af Johan Rosdahl med en skarp analyse af den danske kanondebat og fulgt op af en række indlæg fra især mindre lande/sprogområder, hver med forskelligt udgangspunkt og varieret perspektiv. Fra Bulgarien drøftede Verina Petrova de undervisningsmæssige implikationer af multikulturelle forhold og litteraturkanon, den lettiske forsker skildrede forholdet mellem litterær kanon og ideologi med henvisning til at interessen for en kanonisering synes størst på højresiden i det politiske spektrum. Problematikken for et mindre land som deler litterært sprog med et større er som i Belgien til stede i Østrig hvor man er i færd med at opbygge et østrigsk litterært museum og altså er optaget af det særligt østrigske i litteraturen. I Tjekkiet er problemet så at sige det omvendte; Tjekkiet var et multikulturelt område da væsentlige bidrag til dets litteratur blev til, hvilket på den ene side repræsenterede en rigdom, på den anden komplicerede netop fornemmelserne for kulturel identitet. Lignende forhold redegjorde dr. Adrian Grima, Malta, for. Malta har to officielle sprog, det oprindelige maltesiske og engelsk efter de mange år som britisk koloni. Folk vil helst læse bøger på engelsk, så vel de europæiske klassikere som den moderne litteratur, forfatterne foretrækker at skrive på maltesisk. Ottar Grepstad fra Norge skildrede udviklingen af de norske litterære sprog, nynorsk og bokmål på deres vej bort fra dansk og dermed en ny nations udformning af en sproglig identitet ved hjælp af litteratur. Modsat påpegede dr. Maria Gregorio fra Italien konflikten mellem litteratur og identitet som den reflekteres i de litterære museers virksomhed. Sproget kan ligefrem stille sig i vejen for oplevelsen af identitet. Afslutningen I den afsluttende debat konkluderede Johan Rosdahl at alle synes enige om at litteraturen er værdifuld, at kanoner ikke er nødvendige, men kan være nyttige, især hvis de gøre dynamiske, og fra engelsk side fremholdt Linda J. Curry hvor nyttige sådanne sammenkomster er i udviklingen af virksomheden inden for selskaber og institutioner. Sekretæren for det europæiske samvirke knyttet til Arbeitsgemeinschaft Literarischer Gesellschaften und Gedenkstätten, dr. Geza Schubert, hyldedes varmt fra alle sider, ligesom Petöfimuseets ledelse modtog megen tak. Som det sidste punkt ledte direktør Csilla Csorba deltagerne på en rundvisning på Petöfi Litteraturmuseum. Repræsenteret var Belgien, Bulgarien, Cypern, Danmark, Den Tjekkiske Republik, Finland, Italien, Letland, Malta, Norge, Slovakiet, Spanien, Svejts, Tyskland, UK og Ungarn. Søren Sørensen, Samrådet for de Litterære Selskaber i Danmark
52 litterære selskaber har tilmeldt sig Samrådet og figurerer på www.litteraturselskaber.dk med faktiske oplysninger om mål, virksomhed og styrelse. Her er der også et opslag om samarbejdet, hvordan det blev startet i 1999, og hvad det organiserer og deltager i: den danske klassikerdag, Verdens Bogdag og Store Bogdag på Hald hhv. I udtrykket SAMRÅD ligger at det netop ikke er en paraplyorganisation, men selvstændige organisationer som går sammen om løsningen af opgaver af fællesinteresse. En kreds af litterære selskaber har organiseret sig tilsvarende i Limfjordssamvirket. Til dagligt varetages samrådet af formanden for Selskabet Bellman i Danmark, forfatteren Søren Sørensen, Vedbæk, med Johan Rosdahl, Pontoppidanselskabet, som stedfortræder og med centerleder Peter Q. Rannes, Forfatter- og Oversættercentret Hald Hovedgård som sekretær. Af og til tager talsmanden initiativer til arrangementer på områder hvor intet enkelt selskab umiddelbart dækker, overgribende litterære emner, ofte i samarbejde med organisationer som Golden Days i København, Renæssanceåret og den slags, eller foreslår et antal selskaber at gå sammen i særlige anledninger. Den aktivitet der vejer tungest, er selvsagt den danske klassikerdag, også selv om 13 af selskaberne har formål der ikke umiddelbart har relation til den danske litteratur. Om denne dag, den sidste tirsdag i september, samarbejder Samrådet med Det Kongelige Bibliotek, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Danmarks Biblioteksforening; i styringsgruppen findes repræsentanter for Samrådet, Rikke Rottensten fra Selskabet for Dansk Teaterhistorie, Johan Rosdahl fra Pontoppidan Selskabet og Samrådets talsmand. Siden den første klassikerdag markeredes med 200-årsdagen for Emil Aarestrups fødselsdag, har dagene drejet sig om Kjeld Abell, Thomasine Gyllembourg, Leonora Christina, Ludvig Holberg, H.C. Andersen, 40' ernes lyrikere, i 2007 Herman Bang og Pontoppidan. Klassikerdagen, Verdens Bogdag og Halds Store Bogdag er veje til at henlede offentlighedens opmærksomhed på de litterære selskabers eksistens. Deres betydning for de litterært interesserede fremgår af den kendsgerning at der til stadighed stiftes nye selskaber, og at de allerede eksisterende for manges vedkommende har et højt aktivitetsniveau på et højt litterært niveau. Mange af selskaber udgiver både skrifter, af og om deres emne, og informationsblade med litteraturfaglige artikler o.a., og enkelte selskaber har også god kontakt til pressen; det gælder enkelte selskaber der har en højtplaceret journalist i styrelsen, men især gælder det dem med tilknytning til en lokalitet, Drachmann til Skagen, J.P. Jacobsen til Thisted, Johannes Jørgensen til Svendborg osv. Helt uden betydning er det næppe at en del kyndige har forbindelser til flere selskaber, er formand for ét selskab og deltager i styrelsesarbejdet i andre.
|
Velkommen i godt selskab
Her kan findes informationer om en lang række danske litterære selskaber; der er nu således 51 litterære selskaber på selskabslisten.
Gå på opdagelse i databasen og se, hvor bredt de litterære selskaber spænder. Og læs herunder om Samrådet for de litterære selskaber i Danmark. "Det er dejligt, at vi har en række foreninger, som samler litteraturentusiaster af mange slags, og jeg sætter stor pris på, at der med den danske klassikerdag og de mange aktiviteter i den anledning sættes fokus på de danske klassikere." Kulturminister Brian Mikkelsen 21.3. 2007 Til Giovanni Boccaccio Padova den 28. april om aftenen, 1373 At læse og skrive, som du vil jeg skal holde op med, er ikke noget der anstrenger mig, der er tvært imod en vederkvægelse og får mig til at glemme alt hvad der er tungt. Intet er lettere end pennen, og intet giver større fornøjelse. Andre glæder er flygtige og giver sår i sjælen; pennen gør en glad mens man skriver, og når man har lagt den fra sig, har man fred i sindet og er tilfreds. Den er til nytte og glæde ikke bare for sin ejermand, men også for andre, ofte for mennesker langt borte fra den der skriver, ja, af og til for dem som bliver født tusind år efter ham, Jeg tøver ikke med at sige at af alle menneskelige glæder er studiet af litteraturen den fornemste, den bedste og mest holdbare ... Francesco Petrarca |