HUSK AT INGEN GLÆDE ER SOM GLÆDEN VED AT LÆSE – en klassiker

Om godt to måneder markeres rundt om i verden 700-året for at en af de store stilskabere i europæisk litteratur åbnede øjnene for at se dagens lys. 1300-tallet blev vidne til at han og hans kære og nære ven, født bare ni år tidligere i den samme del af Italien, sammen lagde grundlaget for tre af de vigtigste genrer i litteraturen.

Det fortællende vers, balladen eller som vi plejer at sige: folkevisen, havde man i forvejen, både som raffineret kunstdigtning og som mindre forfinet hverdagsvers. Den store vidtspundne heltefortælling også på vers kendte man også i 1300-tallet. Da Giovanni Boccaccio blev født den 16. juni 1313 i Firenze i Toscana, var hans fars landsmand Dante Alighieri oppe i Verona i gang med sit store epos om menneskets rejs gennem de tre dødsriger, den vi kender som den Guddommelige Komedie – komedie, fordi den endte lykkeligt for dens hovedperson, guddommelig, fordi ham der så dagens lys år 1313 kaldte den det i sin uendelige beundring for Dantes digt.

Den tredje genre man kendte for syv hundrede år siden – og på det tidspunkt havde kendt i mere end et årtusinde – var romanen, den helst livslange fortælling på prosa af en række begivenheder der tilsammen for læseren eller tilhøreren danner en forestilling om en udvikling gennem krise efter krise til forløsning.

I dag, 700 år senere, er denne genre så livkraftig som nogen sinde, men sjældnere er det at den omhandler et livslangt spændingsforløb; kriminalromanen nøjes med forbrydelse og opklaring, så er den ged barberet, og hensigten er som regel også at få læseren til at fordrive tiden.

Med en noget venligere synsvinkel har romangenren givet den læsende verden en række af de stærkest virkende oplevelser gennem de senere århundreder med Jean Jacques Rousseaus La nouvelle Héloise og Johan Wolfgang Goethes Den unge Werthers lidelser over Dickens’ Oliver Twist og hans øvrige værker der deler indhold med den Victor Hugo gav titlen De Elendige. H.C. Andersens Improvisatoren hører efter min mening til de bedste blandt de danske romaner, i hvis kreds Fru Marie Grubbe og Niels Lyhne indtager en topposition.

Men altså gør det på en dengang to tusindårig tradition.

Hvad årets 700-års fødselar føjede til, var novellen. Med Decamerons 100 fortællinger, de ti historier for hver af de ti dage, de ti unge florentinere gik i eksil for pesten, lagde han grunden til en genre som med Steen Steensen  Blichers og J.P. Jacobsens bidrag, pænt suppleret af Pontoppidan, Karen Blixen og Martin A. Hansen, skabte stjernestunder i dansk litteratur.

Der går en linje fra Decameron til J.P. Jacobsen, og i Fru Marie Grubbe låner Jacobsen direkte fra Boccaccio.

Man husker barnet Marie Grubbe i havestuen med benene op på bænken, hun der lænede sig tilbage og lagde Armene over Kors. Pigebarnet der sad dér og memorerede hvad hun havde læst om Griseldis der ligger for margrevens fødder og bliver stødt bort: ny har han revet hende op fra det lune Leje, nu aabner han den smalle, rundbuede Dør, og den kolde Luft strømmer ind paa den stakkels Griseldis, der ligger paa Gulvet og græder, og der er intet Andet mellem det kolde Nattepust og hendes varme, hvide Legeme end det tynde, tynde Lin.

I 1874 arbejdede Jacobsen på Fru Marie Grubbe, og i 1874 udkom den seneste af en lang serie af genoptryk af folkebogen om Griseldis; den var aktuel da han skrev, og hvis det er et tilfælde, så ligner det en tanke.

Beretningen om den uheldige hustru hos den grusomme ægtemand der – med Jacobsens ord – jager hende ud og laaser Døren efter hende – stammer fra Boccaccios tiende fortælling på den tiende dag. Folkebogen som Jacobsen citerer fra, går i lige linje tilbage til Decameron.

Sin novellesamling sendte Boccaccio i 1374 til sin gode ven Francesco Petrarca i Arquà uden for Padova; han læste den med største fornøjelse, som vi alle har gjort det lige siden. Men med den omtanke som en ven kan have for en ven, fandt han at det var ulykkeligt at dette herlige værk blot kunne blive læst af italienere. Den burde vinde læsere over hele Europa. Derfor ville han gøre sin ven den tjeneste at oversætte den til et sprog man kunne læse overalt hvor man kunne læse, nemlig latin.

Hvad han så gjorde.

Og rigtigt nok skaffede den udbredelse alle vegne. 100 år senere blev den oversat til tysk, og i 1528 blev den oversat videre til dansk og udkom i oplag efter oplag, og det kunne meget vel være et sådan friskt oplag Jacobsen forestillede sig Erik Grubbe til Tjele havde anskaffet til lystlæsning.

Virkningshistorien af Decameron er omfattende, og en nyoversættelse var da også kommet på dansk af det hele værk året før Griseldis’ seneste udgave.