Bogreception d. 28. november 15:30-17:00 på Hald Hovedgård, Ravnsbjergvej 76, 8800 Viborg

Viborg-forfatteren Jens Frydendal udgiver bogen “Haldbilleder og kunstnerne på Hald”. Udgivelsen markerer kulminationen på et projekt, der strækker sig over 40 år. Den 28. november udkommer bogen, som rummer over 600 kunstværker af omkring 230 kunstnere fra de seneste tre århundreder.

I en ny og omfattende bog udforskes landskabet omkring Hald Sø, set gennem kunstneriske øjne. Bogens forfatter, Jens Frydendal, dykker ned i en imponerende samling af malerier, tegninger og raderinger med Hald Sø som det konstante bagtæppe. Det gennemarbejde værk er resultatet af et samarbejde med den afdøde leder af Hald Hovedgård, Erling Greve Kristensen, der påbegyndte registreringen af kunstværker fra egnen helt tilbage i 1980’erne.

Jens Frydendal og Erling Greve Kristensen viser en kopi af Theodor Hagerups billede af Hald Hovedgård frem for fotografen fra Viborg Folkeblad, Preben Madsen, oktober 2001

Idéen opstod i kølvandet på etableringen af et nordisk kunstneratelier på Hald Hovedgård i 1984. Erling Greve Kristensen begyndte dengang den omhyggelige registrering af billeder fra området, en interesse han delte med Jens Frydendal, der i 25 år var leder af Naturskolen ved Hald. Gennem årene voksede Erlings arkiv, og de to venner drøftede ofte, hvordan kunstværkerne fortalte historier om landskabet og dets forandringer.

Han fortsatte projektet, efter at Erling Greve Kristensen gik bort i 2018 og tog opgaven på sig, ud fra et ønske om at fuldføre sin vens livsværk.

Bogen indeholder 630 værker af 230 kunstnere, hvoraf de fleste værker er i privateje. Jens Frydendal har i den forbindelse arbejdet tæt sammen med fotograf Kurt Nielsen for at dokumentere de mange privatejede værker, der nu kan ses i bogen.

” Haldbilleder og kunstnerne på Hald” er både et vigtigt bidrag til den lokale og den nationale kulturarv og en spændende visuel og historisk indføring i det konkrete landskab omkring Hald Sø.

Forfatter: Jens Frydendal

Titel: Haldbilleder og kunstnerne på Hald

Udgivet på Forlaget Hald Hovedgaard 2025

240 sider

ISBN: 978-87-996149-1-2

Vejl. pris: kr. 350,-

Billedeksempler fra bogen fra perioden 1790-1998

Charlotte Amalie Schinkel: Perspectiv af Hald, 17. februar 1790, Viborg Museum.

Rasmus Henrik Kruse: Hald Hovedgård, 1838 eller 1840. Gauche, 48,5 x 68, Viborg Museum
A. Jacobsen: Dollerup Bakker med Hald Sø, u.å. (ca. 1913) Olie på lærred, 69 x 96 cm.
Poul Stougaard, Stanghede, 1989, akvarel, privateje
Melaine Christensen, Hald Sø, 1998, akvarel. Privateje