Pressemeddelelse
Efter 25 år på posten takker Peter Q. Rannes per 1. marts 2024 af som centerleder og overlader ledelsen på Det Danske Forfatter- og Oversættercenter til Thomas Rafn, der kommer fra en stilling som leder af Frederikshavn Kunstmuseum. Samtidig går Gitte Rannes, der gennem mange år har været kogekone og medansvarlig for centrets daglige drift, på efterløn. Den øvrige medarbejderstab med Joan Møller i spidsen fortsætter og glæder sig til samarbejdet med den nye centerleder.
Peter og Gitte Rannes har haft enorm indflydelse på det litteraturcenter, vi kender i dag, og har sat et stærkt præg på stedet til glæde for alle med et forhold til Hald Hovedgaard. Overgangen til ny centerledelse har været en længevarende proces, hvor Peter og Gitte sammen med bestyrelsen har gennemført et meget grundigt forarbejde, ikke blot for at finde den rigtige afløser, men også for at sikre en god kontinuitet i skiftet fra en meget veletableret kultur til en ny ledelse i forlængelse af den gamle.
”Vi er sikre på, at vi i Thomas Rafn har fundet det helt rigtige match til litteraturcentret, og vi glæder os alle til samarbejdet med den nye centerleder. Vi kan mærke, at Thomas på sin egen måde vil videreføre alt det gode, Peter og Gitte har skabt gennem årene, men vi ser også frem til at videreudvikle centret i den ånd, der gennemsyrer stedet,” siger bestyrelsesformand Morten Visby.
Som centerleder er man bosiddende i bestyrerboligen på den anden side af Ravnsbjergvej, og Thomas Rafn glæder sig til at flytte ind i de historiske rammer i begyndelsen af det nye år. Familien følger efter til sommer ved skoleårets afslutning i det nordjyske.
”Jeg glæder mig til – med stor respekt for det eksisterende og blik for det kommende – at være med til at sikre Hald Hovedgaards fortsatte betydning for det litterære landskab i Danmark,” siger Thomas Rafn, som er uddannet litterat fra Syddansk Universitet.
”Beslutningen om, at Gitte og jeg skal slutte vores virke på Hald har jo været længe undervejs så der har været god tid til på alle måder at forberede generationsskiftet” siger den afgående centerleder Peter Q. Rannes. ”Og det er godt at se at den lange proces er endt med, at der er fundet en centerleder som Thomas,” tilføjer han.
Både afgående og ny centerleder kan kontaktes på mail@haldhovedgaard.dk og bestyrelsesformand Morten Visby kan kontaktes på mortenvisby@hotmail.com.