Nyt illustratorværelse på Hald

I 2005 blev de da nysorterede og -registrerede samlinger, Peter Seeberg-arkivet og Arenas Forlagsarkiv, flyttet fra én placering på Hald Hovedgaard til en anden. Med Arkiv for Ny Litteraturs omrokering opstod den første spæde drøm om at indrettet et egentligt illustratorværelse i de sammenhængende, sydvendte rum på værelsesgangen.

I vejen for virkeliggørelsen af drømmen stod en masse usorterede arkivalier som måske, måske ikke var noget. Ved et nærmere eftersyn viste det sig, at en masse spændende Arena-korrespondancer i første omgang ikke var kommet med til Odense Universitets Bibliotek til sortering og registrering. Det blev der rådet bod på.

Under Covid-19 lockdown blev der anledning til atter at gå i kast med sortering, og det var i den forbindelse at en kasse med tidlige og sjældne Dan Turéll-værker dukkede op (se https://haldhovedgaard.dk/hald-hovedgaard-i-medierne/)

I foråret 2023 var de to rum helt tømte, og arbejdet med at istandsætte og indrette dem kunne gå i gang.

I slutningen af juni 2023 kunne den første refugiegæst flytte ind.

Illustratorværelset indeholder i det første rum en seng, en kommode, et stort skrivebord og en kontorstol. I rummet bagved er der lavet en repos, hvorpå der står et indstilleligt tegnebord. I rummet står også en lænestol.

Illustratorværelset vil i det omfang, at der i de enkelte refugieuger er en illustrator på Hald, være forbeholdt vedkommende; ellers vil værelset blive brugt som et almindeligt refugieværelse.

Værelset, der har nummer 9, er sat i stand i et samarbejde mellem Hald Hovedgaards ejer, Naturstyrelsen, og Det Danske Forfatter- og Oversættercenter med generøs støtte fra Dansk Forfatterforening.