Inspiration til kurser på Hald Hovedgaard

Få naturen, historien og litteraturen med på Hald Hovedgaard

Som kursusarrangør kan man sagtens komme til Hald Hovedgaard med sit helt eget færdig kursuskoncept, som man sætter ind i den gamle herregårds rammer; den historiske atmosfære, den enestående natur og kulturlandskabet uden for de tykke mure og de mange små tegn på de litterære aktiviteter, der foregår på Hald i andre perioder, er da bare en slags ekstra krydderi, der føjer sig til kursusforløbs indhold og den atmosfære kursus foregår i.

Det er da også sådan, at flertallet af kursusarrangører, som booker sig ind på Hald, også gør.

Men er man ude efter noget ganske særligt til sit kursus, er der mulighed for i højere grad at inddrage Hald Hovedgaard i sin kursusplanlægning.

Naturen
På Hald Hovedgaard kommer man ikke uden om naturen, som omgiver herregården på alle sider; park, sø, skov, bakker og hede.
Nogle kursusgrupper kan nøjes med at klemme en enkelt hurtig gåtur ind i programmet, andre inkluderer de muligheder, som de unikke omgivelser giver, direkte i programmet. Hald Hovedgaards nabo, Naturskolen på Hald (link her), er fyldt med kapaciteter, som efter nærmere aftale kan inddrages i programmet. Og der er professionelle kursusarrangører, som allerede har skræddersyet kursusprogrammer til kursuscentret Hald Hovedgaard og dets omgivelser, f.eks. kommunikationskonsulent Trine Vendelboe Juul, der tilbyder storywalks for både teams, blandede grupper og enkelt individer ved Hald Sø, Stanghede og Dollerup Bakker (læs mere her).

Historien
Er det det historiske og det kulturhistoriske, man synes, at man kan bruge i sin kursusplanlægning, er hele Hald-området spækket med næste tusind års borg- og herregårdshistorie, som ligger lige for. I det store står det store formidlings- og renoveringsprojekt “De Fem Halder” (se evt. her) for at blive implementeret i område i de kommende år, og Hald Hovedgaard formidler gerne kontakt til oplægsholdere og guider, der f.eks. kan fortælle om Ridderen Niels Bugges borg, der blev væk men dukkede op igen eller om livet på Hald Slot (Hald ruin) i middelalderen. I det små kan centerleder Peter Q. Rannes engageres til at fortælle om Hald-godsejerens søn, der blev narkotika-dealer for bandet Rollings Stones, eller andre gode historier fra Hald.

Litteraturen
Når Hald Hovedgaard ikke er kursuscenter, huser det Det Det Danske Forfatter- og Oversættercenter. Mere end 220 forfattere, oversættere eller illustratorer er således årligt på legatophold på Hald. Refugiegæsterne er på Hald for at arbejde med deres eget, og den fordybelse, som refugieopholdet giver, betyder at de (almindeligvis) ikke kan inddrages som foredragsholdere ifm. kurser. Men er man som kursusarrangør rigtigt tidligt ude, er det ikke umuligt, at man i samarbejde med Hald Hovedgaard kan arrangere, at en forfatter fra Halds meget store netværk, kan engageres til at medvirke i et kursusprogram.

Personalet på Hald Hovedgaard kan også medvirke til at sammensætte hele kurser/temadage, som f.eks. en litterær inspirations- og temadag for skoler og gymnasier. Eller måske en firma- eller foreningsudflugt.