Dan Turèlls pladesamling

Hvornår:
7. september 2022 kl. 19:30
2022-09-07T19:30:00+02:00
2022-09-07T19:45:00+02:00
Hvor:
Hald Hovedgaard
Ravnsbjergvej 76 8800 Viborg
Pris:
50 kr + gebyr

 

Dan Turèll besøger forlaget Arena på Taarupgaard i 1971, 4 år før forlaget flyttede til Hald.

Dan og Hald
Dan Turèll (1946-1993) er knyttet til Hald Hovedgaard via forlaget Arena, som han håbefuldt sendte et manuskript til i 1964, idet han anmode om, at “hvis det er Dem muligt at overgive manuskriptet til en jazzkyndig konsulent”. I afslaget skrev forlægger K.E. Hermann “I alt finder vi i Deres digtsamling kun tre egentlige vellykkede ting – og det er for lidt at bygge på til en udgivelse”, og det blev ikke i denne omgang,  men først senere at Turèll blev Arena-forfatter.

Dan og musikken
Da Dan Turèll var en stor knægt i Vangede, måske 10-12 år, hørte han i radioen en sang med Sister Rosetta Tharpe & Marie Knight, ”Didn’t It Rain”, som sendte ham ”tværs op gennem loftet”. Kort tid efter investerede han sine konfirmationspenge i en grammofon og en plade med pianisten Thelonious Monk. Og fra den dag var jazz – og senere rock – lydsporet til hans liv (og en bestemmende faktor for forfatterskabet).

I dag befinder Dan Turèlls efterladte pladesamling sig hos Lars Movin, forfatter og formand for Dan Turèll Selskabet, og han vil i Riddersalen på Hald tager publikum med på en musikalske rejse gennem Dan Turèlls forfatterskab. Til det medbringer han nogle håndfulde eksempler, spiller udvalgte numre og fortæller de tilhørende anekdoter.

Om Lars Movin: Forfatter og dokumentarfilminstruktør. Født 1959. Har siden 1990 udgivet mere end tredive bøger, heriblandt Udspil – samtaler med Torben Ulrich (2004), Beat – på sporet af den amerikanske beatgeneration (2008), Downtown – en New York-krønike (2010), Dan Turèll – hele historien (sammen med Asger Schnack & Steen Møller Rasmussen) (2015), Synets galaxer – maleren Erik Liljenberg (2017), Færgen er i havn om få stavelser – Jens Birkemose og Dan Turèll (2019) og Allen Ginsberg i Danmark (2019) (de tre sidste alle med relation til Dan Turèll). Hertil kommer en række dokumentarfilm, heriblandt Onkel Danny – portræt af en karma cowboy (2002) og Words of Advice – William S. Burroughs on the Road (2007) (begge i samarbejde med Steen Møller Rasmussen).

Pris: 50 kr. plus gebyr. Købes via linket ovenfor eller her.

Arrangører: Arkiv for Ny Litteratur, Det Danske Forfatter- og Oversættercenter og Kulturselskabet v. Kultur-Anders