Forkælelsesrefugium

Pr. den 7. februar 2022 er alle pladser i forkælelsesrefugiet lovet bort.

I foråret 2021 lagde vi an til at afprøve en gammel idé, nemlig at føje fuld forplejning (mod betaling) og nogle fælles aktiviteter til det sædvanlige legatophold.

Der var stor interesse for ideen, og alle 10 pladser var faktisk lovet bort, da Coronaen og især forsamlingsforbuddet indendørs på bare 5 personer, tvang os til at aflyse.

Men nu prøver vi igen i uge 12 2022

Det bliver efter denne model:

En kombination af det sædvanlige legatophold, forplejning fra Halds kursuskøkken og evt. lidt fælles oplevelser og adspredelser i løbet af ugen (fx film på storskærm i Foredragssalen, fælles-yoga i Riddersalen, guidede ture i Hald-området eller hvad vi – og deltagerne – nu synes).

Fra mandag formiddag den 21. til fredag den 25. marts 2022 eftermiddag er forplejningen denne:
– Tag-selv-morgenmad (x 4)
– Tag-selv-frokost (x 5)
– Adgang til kaffe/te og eftermiddagskage (x 5)
– Fælles middag lavet af Halds kogekone Gitte (x 4)

Fast pris for forplejning (eksklusiv drikkevarer) i hele ugen 1.800 kr. pr. person

Det er muligt at blive på Hald ind i weekenden, helt til mandag morgen kl. 10. I weekenden vil man være på egen kost.

Vi har føjet et par værelser til kapaciteten og har plads til maksimalt 10 personer.

Forkælelsesrefugiet tilbydes i første omgang kun til forfattere, oversættere og illustratorer, som tidligere har været på legatophold på Hald Hovedgaard. I forbindelse med tilmeldingen til forkælelesesrefugiet skal der søges om legatophold på sædvanlig vis jf. siden her.

Tilmeldingen er bindende i den forstand, at der straks efter den endelige tilmelding skal betales et depositum på kr. 1.000,-.