Sommerrefugium – alt optaget

Nu her godt 2 uger før sommerrefugiet i Hovedbygningen lukker op den 1. juni 2020, kan vi melde “alt optaget” i alle 10 sommeruger.

Søgningen til de otte pladser i Hovedbygningen har været rigtig god, måske endda bedre end de forrige år. En del af de legatophold, som blev aflyst i ugerne 13-16, da Covid 19-nedlukningen blev en realitet, er blevet omplaceret til sommerperioden. Det kan selvfølgelig være en del af forklaringen på, at vi så tidligt kan melde “alt optaget”.

Men måske har der bl.a. forfattere, oversættere og illustratorer efter det sære, nedlukkede forår også været øget lyst til og behov for at søge væk hjemmefra, fordybe sig og uforstyrret arbejde igennem; kort sagt at få glæde af Skriverefugiets DNA.

Åbningen af Hovedbygningen for refugiegæster i juni bliver i år anderledes end de tidligere år. Vi vil da endnu kun være i slutningen af Covid 19-nedlukningens 2. fase (med fase 3 en uge væk), og selvom Hovedbygningen er stor og kun huser otte personer af gangen, skal der særlige spilleregler til.

Vi har således opstillet nogle forholdsregler og retningslinjer for de, der bor i Hovedbygningen. De findes her: http://haldhovedgaard.dk/refugium-i-hovedbygningen-og-covid-19-forholdsregler/

Kom på venteliste
Og til dem der ikke nåede at søge og få bevilget et legatophold i Hovedbygningen på Hald Hovedgaard i sommer. Søg og kom på venteliste. Erfaringen siger at afbud forekommer, og det har coronaen ikke lavet om på. Tvært imod.